Sådan undgår I overraskelser, når I vælger bryllupsvenue

Sådan undgår I overraskelser, når I vælger bryllupsvenue

En guide til kontrakten og “det med småt”

Når I står og kigger på den perfekte bryllupsvenue, er det let at lade sig rive med af stemningen, den smukke udsigt eller de romantiske detaljer. Men før I underskriver kontrakten, er det vigtigt at sikre, at I har styr på alle detaljerne – også dem, der ikke står i den store, glitrende overskrift.

Desværre oplever vi alt for ofte i bryllupsgrupperne, at brudepar og venue ikke har haft en ordentlig forventningsafstemning, hvilket kan føre til skuffelser og misforståelser på den store dag. For at hjælpe jer med at navigere i det juridiske og praktiske, har vi samlet en guide, som forhåbentlig kan minimere risikoen for ubehagelige overraskelser, når I booker jeres bryllupssted.

Hvad skal I overveje, før I vælger bryllupsvenue?

Inden I går i gang med at skrive under på kontrakten, er der flere praktiske og følelsesmæssige faktorer, I bør tage stilling til:

Praktiske overvejelser:

  • Kapacitet: Er venue-stedet stort nok til at rumme jeres gæster komfortabelt? Tjek, om der er plads til alle, og om det er muligt at ændre antallet af gæster senere, hvis nødvendigt.
  • Placering: Er det let for jeres gæster at finde frem? Overvej transportmuligheder og parkering. Er der overnatningsmuligheder tæt på, hvis nogle af gæsterne kommer langvejsfra?
  • Tilladelser: Hvilke regler gælder for mad, drikke og underholdning? Må I selv medbringe mad eller drikkevarer? Er der restriktioner på musik, fyrværkeri eller andet?
  • Tidsramme: Hvilke tidspunkter er tilgængelige? Får I adgang til stedet dagen før for at forberede, og hvordan ser det ud med oprydning dagen efter?

Match med jeres bryllupsstil:

Er venue-stedet i tråd med den atmosfære, I ønsker for jeres bryllup? Skal det være rustikt, romantisk, klassisk eller moderne? Tænk også på, om I vil have et udendørs bryllup og hvad I gør, hvis vejret ikke arter sig som ønsket. Er der en backup-plan for regn, blæst eller lyn?

Det med småt – Hvad skal I være opmærksomme på i kontrakten?

Når I har fundet jeres drømmevenue, er det tid til at læse kontrakten grundigt igennem. Her er nogle vigtige punkter, I bør tjekke:

Afbestillingsbetingelser:

  • Hvornår kan I afbestille uden at betale fuld pris? Er der en forskel på afbestilling og flytning af dato?
  • Er der en “force majeure”-klausul, som beskytter jer ved uforudsete omstændigheder som fx en pandemi?

Betalingsbetingelser:

  • Hvornår skal I betale depositum, og hvad er beløbet?
  • Hvornår skal restbeløbet betales, og er der gebyrer, hvis I ændrer noget i planerne?

Adgang og tidsramme:

  • Hvornår får I adgang til stedet (tidspunkt på dagen og evt. dagen før)?
  • Hvornår skal I være ude efter festen? Er der ekstra gebyrer, hvis I ønsker at forlænge tiden?

Mad og drikke:

  • Skal I bruge venue’s catering, eller kan I vælge en anden udbyder?
  • Er der inkluderet drikkevarer (fri bar, vinmenu osv.) eller må I selv have drikkevare med? Evt. skal man betale proppenge.
  • Hvilke regler gælder hvis I selv kommer med bryllupskagen. Skal I betale tillæg pr. person?
  • Er der mulighed for at vælge allergivenlige eller veganske retter?

Musik og støjregler:

  • Hvornår skal musikken stoppe? Husk, at der kan være lokale støjregler, som I bør være opmærksomme på.
  • Er der krav til lydniveau?
  • Må I selv booke musik, band eller DJ, eller skal venue hjælpe med det?
  • Er fyrværkeri tilladt?

Oprydning og rengøring:

  • Hvem står for oprydning og rengøring af venue-stedet?
  • Er rengøringen inkluderet i prisen?
  • Hvad sker der, hvis noget går i stykker?

Ansvar og forsikring:

  • Hvem hæfter, hvis noget går galt? Er venue dækket af en ansvarsforsikring?
  • Skal I selv tegne en begivenhedsforsikring?

Overnatning og logi:

  • Er der værelser til overnatning på stedet? Hvad koster de?
  • Skal gæsterne selv booke deres værelser, eller gør I det for dem?
  • Hvornår er tjek-ind og tjek-ud?

Bonus: Tjekliste til kontraktgennemgang

Når I modtager kontrakten, er det vigtigt at dobbelttjekke følgende:

  • Er alt, hvad I har aftalt mundtligt, skrevet ned i kontrakten?
  • Er priser, tidspunkter og services tydeligt specificeret?
  • Er der skjulte gebyrer eller tvetydige formuleringer, som kan give problemer senere?

Vi håber guiden har givet jer et bedre overblik over hvilke faldgrupper I skal passe på så I kan nyde jeres store dag med ro i sindet. Forsat god bryllupsplanlægning.

Mere inspiration

Huse med sjæl
Lokation

Huse med sjæl

Huse med sjæl og romantik… Vidste du, der findes mere end 700 slotte og herregårde Danmark? Det er langt flere,